Århus bartender klar til den globale finale

0

Hasse Bank Johansen fra Skt. Pauls Apothek blev dansk vinder i den vesteuropæiske finale i Diageo World Class. Han har nu chancen for at blive World Class Bartender of the Year.

Danmarks i øjeblikket bedste bartender hedder Hasse Bank Johansen. Det står klart, efter bartenderen fra cocktailbaren St. Pauls Apothek blev den bedst placerede dansker ved den vesteuropæiske delfinale i konkurrencen Diageo World Class, der netop er blevet afviklet i Madrid.

– Det er helt utroligt. Jeg er meget stolt over at skulle repræsentere Danmark til den globale World Class-finale. Det er dejligt at blive anerkendt på denne måde og at konkurrere mod de dygtigste bartendere fra hele Europa. At blive bedømt af dem, der har sejret i de forudgående år i denne konkurrence, må være ét af højdepunkterne i min karriere ind til nu, siger Hasse Bank Johansen.

Tre afgørende udfordringer

Hasse Bank Johansen var sammen med den danske kollega Hardeep Rehal og 24 bartendere fra 13 forskellige europæiske lande samlet på det eksklusive Teatro Goya i den spanske hovedstad. De dystede over to dage i tre forskellige cocktail-udfordringer, der testede deltagernes kreativitet og evner.

De tre udfordringer var ’Cannes Red Carpet’, inspireret af den eksklusive filmfestival, hastighedstesten ’Classic Retro / Speed’ og endelig ’Bartender / Bar Chef’, hvor bartenderne skulle matche cocktails med gastronomi.

Hasse Bank Johansen havde stor succes med at sammensætte en række innovative cocktails og overbevise et dommerpanel bestående af ni eksperter.

– Årets vesteuropæiske finale oversteg vores i forvejen høje forventninger til bartendernes viden, evner og fremvisning af innovation. Hasse skabte opfindsomme og unikke cocktails, der blev serveret med en stor grad af flair. Han demonstrerede fremragende viden om smag, kendskab til drinks og præcise bartenderevner. Jeg ser frem til at hilse på Hasse på vores krydstogtskib i Middelhavet til World Class’ globale finale, der er det største bartendershow i verden, siger Spike Merchant, der er global ambassadør for Diageo World Class.

Så til søs

Diageos bartenderprogram, der kører for femte år i træk, har til dato uddannet mere end 15.000 bartendere i 50 lande. Konkurrencen tilbyder bartendere verden over et unikt træningsforløb gennem partnerskaber med nogen af cocktailindustriens mest inspirerende skikkelser.

13 europæiske finalister mødes nu med kollegaer fra resten af verden i den prestigefyldte globale finale, som foregår på et krydstogtskib, der sejler i Middelhavet i begyndelsen af juli. Her dyster 50 bartendere, men kun én bliver hyldet som vinder af Diageo World Class 2013.

 

Share.

About Author

Leave A Reply

Giv mig besked ved andre kommentarer via e-mail. Du kan også abonnere uden at kommentere.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.