DM I GLØGG
Få varmet krop og julesind, når Torvehallerne kårer Danmarks bedste gløgg 2016.
Søndag 20. november står passionerede gløggologer og glade amatører bag gløgg-gryderne på torvet ved Israels Plads for at brygge en julens favorit efter alle kunstens regler.
December er lige om hjørnet, og søndag eftermiddag, 20. november, sparker Torvehallerne julemåneden godt i gang med DM i gløgg 2016.
Årets vinder skal findes i et særdeles veloplagt felt, der både byder på selvudnævnte gløggologer og glade amatører, og der er både traditionelle versioner og nyfortolkninger af rødvinsdrikken blandt buddene.
Blandt andre deltager den københavnske Restaurant Palægade og Vaffelbageriet fra Tivoli med mere klassiske gløggvarianter, mens Tante T satser på at vinde med deres te-gløgg, og torvehalsstadet Ma Poule stiller op med en gløggfortolkning af den franske drik, ’vin chaud’.
Fagjury
Dommerpanelet, som deltagerne skal forsøge at imponere, består bl.a. af Magnus Koefod (medejer af Michelin-restauranten Kadeau) samt manden bag Løgismose, Christian Grønlykke.
Dagens konferencier er Københavns ukronede pizzakonge, Gorm Wisweh, som desuden kan prale af at have vundet de uofficielle, nordsjællandske mesterskaber i gløgg 3 år i træk.
Gløgg til alle
Det er dog ikke kun dommerne, der får lunet kinderne. Så længe der er gløgg i gryden, er det muligt for alle, der dukker op til mesterskabet, at smage med.
Sidste år gik titlen som årets gløggbrygger 2015 til københavnerbaren The Barking Dog, imens bageriet Granny’s House vandt publikumsprisen.
Hvornår: Søndag 20. november 2016. DM i gløgg foregår kl. 12.45 – 15.00.
Hvor: Udendørspladsen ved TorvehallerneKBH, Frederiksborggade 21, 1360 København K